Du kan bruge forskellige udgaver af blokprogrammeringssproget Scratch. Scratch er det bredest anerkendte, didaktiserede og gratis programmeringssprog, der er lavet til børn og unge. Der findes ikke noget tilsvarende. Alle udgaver har sine fordele og ulemper:
Her finder du den oprindelige udgave af Scratch.
Fordele:
Kæmpe community af børn og unge der deler og leger med kode og kreativitet.
Med en underviserkonto, skal eleverne ikke opgive nogen mailadresse for at få en konto. De skal angive et ikke personhenførbart brugernavn.
Har læreren oprettet en "underviserkonto", kan eleverne let dele klassens projekter med hinanden.
Blot ved et tryk kan eleverne remixe andres projekter, se i deres kode og lade sig inspirere.
Rygsækken i programmet er en rigtig nyttig feature, der gør at eleverne kan kopiere og sætte kodestumper ind overalt i deres programmer.
Ulemper:
Programmet gemmer automatisk - også hvis man har lavet en fejl eller slettet en sprite! Gem derfor løbende backups på computeren.
På små skærme er der begrænset plads, og det kan være svært at bevare overblikket.
Vi anbefaler, at du opretter en underviserkonto på den oprindelig udgave af Scratch. Det tager 10 minutter, og bagefter kan eleverne oprette sig som Scratch brugere UDEN en mailadresse. Det brugernavn de vælger, må ikke kunne henføres til deres rigtige navne. Du kan også selv give dem deres brugernavne.
Opret en underviser konto på Scratch
Læreren laver en "underviser konto". Eleverne kan herefter oprette sig uden brug af mail eller forældres accept.
Du skal oprette din "underviser konto" nogle dage før eleverne skal bruge Scratch
Du opretter en klasse på din Scratch konto som eleverne enten melder sig ind i via et link eller hvor du vælger deres brugernavne og opretter dem. De får en fælles adgangskode.
HUSK - eleverne må ikke oprette sig med et brugernavn der kan henføres til dem. Alternativt kan du oprette dem med brugernavne du vælger. Det har jeg gjort med denne syntaks ift. brugernavne: Elevsand01, Elevsand02, Elevsand03 osv. Jeg har sørget for, at alle eleverne gemmer deres brugernavn og den fælles kode digitalt online, så de selv kan finde det igen.
Eleverne har nu hver deres helt almindelige Scratch konto med adgang til alle funktioner.
De har også et klassefællesskab, hvor de kan se hinandens delte projekter.
Du kan også se elevernes delte projekter og hjælpe dem online.
Du kan oprette samlinger for klassen, og bede eleverne lægge deres programmer i dem. Et studie kunne f.eks. hedde "kodechamp" - så er alle elevernes spil til kodechamp lagt i denne "samling" og de kan se, afprøve og hjælpe med hinandens programmer. Du kan oprette alle de studier du vil.
Det er NEMT og SMART!
Se videoen her, så du kan se hvordan du skal gøre:
Her finder du en tilpasset udgave af Scratch: CodingLab
Fordele:
Eleverne logger på med deres Unilogin. Du skal ikke forberede noget.
Eleverne kan dele deres projekter i en kanal, men ikke remixe andres (kigge i koden).
Programmet gemmer ikke automatisk, så man ikke ved en fejl gemmer en projekt med en slettet sprite osv.
Ulemper:
Rygsækken virker ikke
Eleverne kan ikke se andre brugeres delte projekter - udover dem i en klassekanal.
Der er ikke noget "community" af andre børn og unge, der deler og leger med kreativitet.
Eleverne kan ikke umiddelbart remixe andres projekter og se i koden. De skal downloades fra Scratch og uploades i codinglab.
På små skærme er der begrænset plads, og det kan være svært at bevare overblikket.
TurboWarp indeholder enormt mange forbedringer af Scratch, men du må ikke bruge dem alle sammen i konkurrencen! Vi anbefaler TurboWarp til lidt mere rutinerede brugere og til elever på de ældste trin.
Fordele:
Du skal ikke forberede noget.
Man skal ikke logge på, klik blot på knappen "see inside" for at komme i gang.
Brugerinterfacet er som default optimeret og kan optimeres til langt større overblik og bedre funktionalitet.
Projekter kører mere smooth end på både Scratch og Codinglab.
Der gemmes hvert 4-5 minut en ny backup af ens projekt, så man aldrig kan miste ret meget arbejde. Gendan blot en tidligere udgave.
Rygsækken virker selvom man ikke er logget på.
Ulemper:
Der er ikke noget "community" af andre børn og unge, der deler og leger med kreativitet.
Eleverne kan ikke, som i Scratch, hurtigt remixe andres projekter og lade sig inspirere af koden. De skal downloade projektet fra Scratch og uploade på turbowarp for at se koden.
Hvis I vælger TurboWarp til kodechamp konkurrencen, skal I være opmærksomme på:
Under "Advanced" skal I sørge for, at der ikke er flueben i nogen af tilpasningerne. Heller ikke "Warp-Timer"
Under "Add-ons" må I vælge dem I vil. Vi anbefaler, dem der er "recommended"
I selve programmet under "Udvidelser/Extensions", må I kun anvende de 10-12 udvidelser, der er udgivet til Scratch. Ikke Turbowarp udvidelserne!
Når I afleverer jeres spil til konkurrencen, skal den færdige .sb3 projektfil downloades som sædvanligt og herefter uploades enten til skoletube/codinglab eller til scratch og deles derfra. Linket kopieres ind i afleveringsformularen.